Lynghus sagen

Odsherred-politikere havde foretræde for Sundhedsudvalget i Folketinget

Udgivet: 27. marts 2025
Torsdag den 27. marts tog Michael Kjeldgaard (A) sammen med Annette S. V. Møller (V) og Thomas Nicolaisen (B) turen ind til Christiansborg, hvor de havde fået foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg.
Det skete med henblik på at gøre Sundhedsudvalget opmærksomme på forløbet omkring Lynghusets medarbejdere og deres sagers behandling i Styrelsen for Patientsikkerhed.
Som bekendt havnede Lynghusets medarbejdere i Styrelsens søgelys, grundet en fejlagtig mistænkeliggørelse om, at de var til alvorlig fare for patientsikkerheden.
Personalet har lidt voldsomt under den mere end et år lange sagsbehandlingstid, indtil Styrelsen endelig kunne meddele, at sagerne blev lukket, og medarbejderne alle blev frifundet.
Ikke kun ventetiden har været ulidelig og hård. Det samme har hele den lukkethed processen har været omgærdet af.
Hvad kunne medarbejderne forvente? Hvor længe ville sagsbehandlingen vare? Hvad var personalets rettigheder?
Hvordan sikrede man en tæt kommunikation mellem styrelsen og kommunens ledelse og medarbejderne?
Michael Kjeldgaard siger: - Der er virkelig meget at lære af sagen og kæmpe enorm plads til forbedring. Folketingets medlemmer af Sundhedsudvalget lyttede opmærksomt og havde gode relevante spørgsmål. Det blev et rigtig godt foretræde, og vi fik afleveret budskaberne meget klart.
Michael A, Annette V Og Thomas B