For Socialdemokratiet er det vigtigt, at vi kan tage ansvar for økonomien og samtidig sætte en retning for den udvikling, vi ønsker for Odsherred. Budgettet handler ikke kun om tal. Det handler om mennesker, hverdagsliv og om de fællesskaber, der skal være med til at gøre Odsherred til et godt sted at bo, leve og arbejde.
- Vi er glade for, at alle er med. Det giver budgettet en bredde og en styrke, som er vigtig for Odsherred. Vi har forskellige politiske udgangspunkter, men vi har fundet sammen om en række konkrete prioriteringer, som kan være med til at flytte kommunen fremad, siger gruppeformand, John Larsen, Socialdemokratiet.
Læs budgetaftalen 2027
Mange af partiets politiske mærkesager er med
Socialdemokratiet er særligt tilfreds med, at en række af de områder, som partiet har arbejdet med og peget på i sit katalog for den fremadrettede politik, nu er en del af budgetaftalen.
På børne- og ungeområdet er der blandt andet afsat 2 mio. kr. årligt til at styrke overgangen fra dagtilbud til skole. Samtidig styrkes UU-indsatsen, og der afsættes midler til Ung i Odsherreds videre udvikling.
På ældreområdet glæder partiet sig over prioriteringen af en pårørendekoordinator og over, at ældrepolitikken skal revideres. Det giver mulighed for at se fremad og udvikle ældreområdet på baggrund af de erfaringer, man allerede har. Samtidig arbejdes der med at bruge nogle af de nuværende vikarudgifter til flere fastansatte medarbejdere.
- Vi er også meget tilfredse med, at BOK får flere midler til aktiviteter på bosteder og plejecentre. Det er et konkret eksempel på, hvordan kultur og fællesskab kan være en del af hverdagen for mennesker, som ikke nødvendigvis selv har mulighed for at opsøge kulturtilbuddene, siger John Larsen.
Kultur, fællesskaber og det gode liv
På kulturområdet tager Odsherred et stort skridt fremad. Der sættes gang i arbejdet med et muligt kulturskoletilbud, og der kommer flere midler til at få børn og unge med i kultur- og foreningslivet. Fritidspasset styrkes, og foreningerne fritages for betaling for brug af kommunale haller.
Der afsættes også midler til at gøre kulturlivet mere inkluderende for mennesker med funktionsnedsættelser og til at forbedre adgangen til nogle af Odsherreds strande og naturområder.
- For os handler kultur ikke kun om forestillinger og koncerter. Det handler om fællesskaber og om at give flere mennesker mulighed for at være med. Derfor er vi særligt glade for de mange initiativer, der både styrker kulturen og foreningslivet, siger John Larsen.
Mere nærhed – også i den fysiske kommune
Budgetaftalen indeholder også flere initiativer, der handler om at gøre hverdagen lettere rundt omkring i Odsherred.
Der afsættes midler til forsøg med nærbusser, og der skal arbejdes videre med Plustur og mulighederne for at gøre kommunale busruter helt eller delvist gratis.
Samtidig skal det undersøges, om dele af de udliciterede opgaver på vej- og parkområdet kan hjemtages. Det er et område, Socialdemokratiet har et særligt fokus på – ikke mindst parkdelen, hvor partiet ser muligheder for at styrke både kvalitet, nærhed og den lokale indsats.
Et tættere samarbejde med erhvervslivet
Socialdemokratiet glæder sig også over, at erhvervspolitikken får en mere konkret retning. Planerne om et traditionelt erhvervscenter erstattes af konkrete tiltag og en styrket dialog med Odsherreds Erhvervsforum. Samtidig prioriteres flere ressourcer til bygge- og planområdet med henblik på at styrke den kommunale myndighedsbehandling.
- Vi skal have et stærkt erhvervsliv, og kommunen skal være en god samarbejdspartner. Det kræver klare aftaler om, hvordan kommune og erhvervsliv kan løfte i fællesskab – og det kræver, at vi bliver bedre og hurtigere, når virksomheder og borgere har brug for kommunen, siger John Larsen.
Endelig er Socialdemokratiet tilfreds med, at der sættes penge af til at styrke fortællingen om Odsherred som et sted med stærke lokale råvarer og en stærk madkultur gennem SMAG på Odsherred.
Også Odsherred Folkemøde får mulighed for at fortsætte og udvikle sig med en bredere organisatorisk og økonomisk forankring.
- Når vi ser på budgettet samlet, kan vi se mange af de temaer, som vi mener skal præge Odsherred fremover: stærk velfærd, kultur og fællesskaber, bedre muligheder for børn og unge, nærhed i hverdagen og et tættere samarbejde med vores lokale erhvervsliv. Det er ikke slutpunktet. Men det er et godt sted at fortsætte fra, siger John Larsen.

