Klassisk vælgermøde i Aksen i Asnæs

Udgivet: 8. marts 2026

Fredag den 13. marts 2026 kl. 17.00-19.00 inviterer Socialdemokratiet i Odsherred til vælgermøde i Biblioteket Aksen i Asnæs. Her får vælgerne mulighed for at møde fem folketingskandidater fra Kalundborg/Odsherred-kredsen til en direkte og levende debat om Danmarks og Odsherreds fremtid.

- Vi ønsker at skabe et rum for saglig og respektfuld debat, hvor vælgerne både kan lytte og stille spørgsmål. Det skal være et klassisk vælgermøde med plads til uenighed – og til fællesskab, siger arrangementsansvarlig Gitte Hededam fra Socialdemokratiet i Odsherred.

Debatten modereres af journalist Helene Nielsen, som vil sikre en skarp og konstruktiv dialog mellem kandidaterne.

De deltagende kandidater er

  • MF Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiet (A), fmd. Transportudvalget
  • Mette Brockmann, Radikale Venstre (B)
  • Julie Jacobsen, Dansk Folkeparti (O)
  • MF Jacob Jensen, Venstre (V), minister for fødevarer, landbrug og fiskeri
  • Jacob Antvorskov, Alternativet (Å)

Det er ikke på forhånd besluttet, hvilke emner aftenen kan berøre. Men mon ikke debatten blandt andet vil komme til at  berøre emner som velfærd, ældrepleje, sundhed, landbrug, den grønne omstilling, erhvervsudvikling, kultur, fritidsliv og sammenhængskraft..?

Socialdemokratiet i Odsherred ønsker med arrangementet at styrke den lokale demokratiske samtale i en tid, hvor den politiske debat ofte foregår på sociale medier.

- Vi tror på det fysiske møde mellem mennesker. Her kan man stille de kritiske spørgsmål, lytte til svarene og opleve nuancerne. Det er demokratiet, når det er bedst, lyder det fra arrangørerne.

Der vil være gratis kaffe/te og kage og alle interesserede borger er velkomne.