Mit fokus er på et stærkt kulturliv, en værdig alderdom og et rigt fritids- og foreningsliv.
Lidt om mig selv: Jeg er 63 år, gift og har børn og børnebørn og bor i Nykøbing Sj. Det er første gang, jeg stiller op til kommunalvalg. Jeg har en baggrund i journalistik og vil gerne være med til at gøre en forskel for vores lokalsamfund. Jeg har holdt af Odsherred, siden jeg i 1986 forlod min fødeby Århus og fik job som nybagt journalist på Holbæk Amts Venstreblad og senere i kommunen.
Her lidt uddybning af mine mærkesager:
En værdig alderdom
Ældreplejen skal prioriteres højere i Odsherred. Vores ældre har fortjent en tryg og værdig hverdag, uanset om de bor hjemme eller på plejehjem. Det kræver gode normeringer og arbejdsvilkår for personalet og mere tid til nærvær. Vi skal sikre kvalitet i plejen og skabe en kommune, hvor vi alle trygt kan blive gamle. Mange ældre besidder store ressourcer, som vi skal sætte stor pris på og understøtte, ligesom vi skal arbejde for ældrevenlige boligforhold.
Et stærkt kulturliv
Kultur er en afgørende del af et godt liv og en attraktiv kommune. Vi skal understøtte lokale kulturinstitutioner som teater, biograf og kunstneriske miljøer, så de kan blomstre. Kulturen skal være tilgængelig for alle – både børn, unge og ældre – og vi skal sikre rammerne for et levende kulturliv, for kulturen er med til at understøtte fællesskaber og give os fornyet energi.
Fritids- og foreningslivet i fokus
Vores foreninger og fritidstilbud er rygraden i lokalsamfundet. De skaber fællesskab, trivsel og sundhed og er med til at binde vores samfund sammen. Jeg vil arbejde for bedst mulige faciliteter og lighed i adgang for alle befolkningsgrupper, stærk støtte til vores mange ildsjæle og frivillige, så ikke mindst børn og unge her finder et givende og blivende samvær og fællesskab.
SAMMEN KAN VI GØRE ODSHERRED ENDNU BEDRE