KV25 - Socialdemokratiets valgprogram

🌹 VALGPROGRAM 2025–2029

Indledning

Vi står ved en skillevej. De næste fire år vil forme, hvordan vores kommune ser ud i fremtiden – for vores børn, for vores ældre og for os selv. Det gode og helstøbte liv handler ikke om enkeltløsninger, men om sammenhæng. Om at vi tænker borgernært, om hele mennesker og hele fællesskaber, når vi træffer beslutninger.

Vi tror på, at en kommune skal være mere end bare en forvaltningsenhed. Den skal være et sted, hvor vi løfter i fællesskab. Hvor vi skaber lige muligheder, stærke fællesskaber og en grøn fremtid – uanset om man bor i byen, i landsbyen eller på landet. Vores velfærd skal være nærværende og bæredygtig. Vores børn skal have fremtiden foran sig, og vores ældre skal opleve tryghed og værdighed. Og vores natur skal kunne gives videre i bedre stand, end vi modtog den.

Det kræver politisk vilje, samarbejde og tillid. Det kræver, at vi tør investere. At vi tør lytte til hinanden og tage ansvar – både lokalt og globalt.

Derfor beder vi om din stemme. Ikke bare for vores skyld, men for fællesskabets skyld. Sammen kan vi sikre, at vores kommune fortsat er et sted, hvor det gode liv kan leves – hele livet.

Tak fordi du tager ansvar. Tak fordi du stemmer.

Borgmesterkandidat John Larsen

🌹 Kommunevalget den 18. november 2025

Socialdemokratiet stiller op til kommunalvalget med en stærk tro på, at vi sammen kan skabe en kommune, hvor mennesker lever i balance – med hinanden, med naturen og med sig selv. Det handler om, at der skal være sammenhæng i vores velfærd, bæredygtighed og muligheder – fra man bliver født, til man bliver gammel.

Alle skal kunne leve et trygt, sundt og meningsfuldt liv, uanset hvor i kommunen man bor.

I Socialdemokratiet i Odsherred – med en ny borgmesterkandidat i spidsen – vil vi sætte fokus på borgernære løsninger i hele kommunen. Vi tror på, at fremtidens beslutninger skal træffes i tæt dialog med borgerne, ikke i lukkede bestyrelser, aktieselskaber eller storbanker, hvor lokalkendskabet mangler.

Vi vil noget andet: samarbejde lokalt.

Vores tilgang er løsningsorienteret. Vi vil bruge kræfterne på det, der er nødvendigt for at drive kommunen fremad – ikke bare på at kritisere, hvad vi ikke ønsker. Der er brug for nytænkning, men også for ansvarlighed.

Vi står over for store udfordringer: infrastruktur, kommunikation, energiforsyning. Alt sammen kræver strøm, og det kræver svære beslutninger. Men vi tror ikke på at skubbe de vanskelige valg videre til nabokommunerne. Vi må også løfte vores eget ansvar – og det gør vi bedst i fællesskab.

Derfor lover vi, at både de gode og de svære beslutninger skal træffes sammen med borgerne i de lokalsamfund, det handler om.

Vi gør noget for andre - ved at gøre det sammen.


14 af de 16 opstillede kandidater fotograferet på havnen i Nykøbing Sj. Foto: Lars Wahl

John Larsen – som på alle måder er Mister Nice Guy – er vores spidskandidat til borgmesterposten i Odsherred Kommune.

John Larsen har selv udtrykt det således:

”Jeg er glad og beæret over den store og entydige opbakning, jeg har nydt, og jeg er klar til at trække i arbejdstøjet for partiet, for kommunen, for Odsherred. Odsherred er fantastiske mennesker og fantastiske steder – der er mit politiske udgangspunkt. Det er ikke vejnettet (det er såmænd vigtigt nok), der binder os sammen i Odsherred – der er menneskene, det er dagligdagens samtaler på jobbet og over hækken. Vores valgslogan Nærvær og fællesskab er og bliver vores pejlemærke i samarbejdet med de øvrige partier”.

Jeg er som lokal partiformand stolt af at kunne præsentere en fornem kandidatliste med socialdemokrater. En liste med mange forskellige profiler og med mange forskellige baggrunde – men en liste med socialdemokratiske mennesker med hjertet på det socialdemokratiske rette sted.

Partiformand Nichlas van Weezel

 

🌹 VALGPROGRAM 2025–2029

Det gode liv – og det omkring

Det gode liv er en grundlæggende tankegang. Det betyder, at Socialdemokratiet ikke ser skole, erhverv, sundhed, klima, ældreområde m.v. som adskilte områder – men i virkeligheden som hinandens forudsætninger.

For børn lærer bedst, når de trives.

Arbejdspladser skabes, hvor der er adgang til uddannelse og infrastruktur.

Ældre kan blive i eget hjem, når hjemmeplejen har gode forhold.

Den grønne omstilling kan kun lykkes, når vi alle inddrages og skaber løsninger sammen.

Odsherred har mange styrker. Vi har dygtige og samvittighedsfulde medarbejdere, vi har stærke lokalsamfund, vi har aktive foreninger, vi har rige naturoplevelser, vi har masser af kultur og kunst – og vi har en voksende bevidsthed om, at vi må passe bedre på hinanden og på kloden.

Men vi har også udfordringer:

Vi har demografiske udfordringer – vi bliver alle ældre. Vi har mangel på arbejdskraft, vi har pres på velfærden – og vi har klimaændringer, der kræver handling nærmest i går.

I Socialdemokratiet er vi sikre på, at det kræver mod, vilje og samarbejde at prioritere det lange perspektiv.

Derfor handler ”det gode liv” om at tænke i balance imellem velfærd og vækst, imellem natur og menneske og imellem det nære og det globale.

Socialdemokratiet vil skabe retfærdighed og kvalitet i hverdagen uden at tabe fremtiden af syne.

Socialdemokratiet vil tage ansvar. Vi vil investere i mennesker. Vi vil gennemføre en politik, der er ambitiøs, men alligevel jordnær.

Vores politik bygger på fællesskab fremfor individualisme. Den bygger på langsigtede løsninger frem for de kortsigtede lappeløsninger.

Vi håber, at du vil være med.

For vi kan ikke skabe det gode liv alene – sammen er vi meget, meget bedre.


Vores stemme i Folketinget og i Region Sjælland
- Lokal indflydelse på national politik og sundhedspolitik m.v.

Som lokalafdeling af Socialdemokratiet er vi en del af et stærkt landsdækkende politisk fællesskab. Det giver os direkte kanaler til Folketinget og til regeringens beslutningsrum. Vi bruger den forbindelse til at løfte lokale sager op på nationalt niveau, så Odsherred ikke står alene med udfordringerne.

Vi har allerede set, hvordan denne forbindelse har givet resultater. Vores stemme har været med til at påvirke udligningsreformen, så kommuner som vores fik et mere retfærdigt økonomisk grundlag. Vi har arbejdet for bedre mobil- og internetdækning, så telemaster bliver prioriteret i landdistrikter. Vi har presset på for, at kørselsfradraget tager højde for store pendlingsafstande, som mange borgere i Odsherred har.

Regionen

Fremadrettet vil vi bruge vores politiske netværk til at kæmpe for endnu flere lokale mærkesager:

  • At skabe mulighed for lokale uddannelser, så unge ikke skal flytte langt væk for at tage en videregående uddannelse
  • At få direkte togforbindelser til Roskilde og København, der gør pendlingen hurtigere og mere attraktiv
  • At sikre bedre rammer for grøn og billig varme – så varmesagen bliver løst på en måde, der både er økonomisk ansvarlig og anstændigt

Vi ved, at der er en styrke i at stå sammen – lokalt og nationalt. Med Socialdemokratiet har Odsherred ikke bare en stemme i byrådssalen, men også i Folketinget. Det er en mulighed, vi vil bruge målrettet for at skabe resultater, der kan mærkes i hverdagen.

 

Det socialdemokratiske valgprogram

Uddannelse – Fundamentet for lige muligheder

Uddannelse er nøglen til frihed, selvstændighed og fællesskab. Det er her, fundamentet for et godt liv bliver lagt. Vi tror på, at alle børn og voksne skal have mulighed for at udvikle sig, lære nyt og finde deres vej – uanset, livsvilkår og hvor de vokser op.

Uddannelse skal ikke være afhængig af postnummer, men være tilgængelig, meningsfuld og af høj kvalitet for alle. Vi skal tænke uddannelse i livslange baner – fra vuggestue til voksenuddannelse. Et stærkt uddannelsessystem er ikke kun godt for den enkelte, men for hele samfundet.

Derfor vil vi i Socialdemokratiet:

  • Arbejde for attraktive og tidssvarende dagtilbud hvor børn og personale trives og udvikler sig
  • Arbejde for flere uddannede lærere og pædagoger og relevant efteruddannelse
  • Understøtte læring og trivsel i overgangene fra dagtilbud til skole
  • Styrke samarbejdet mellem dagtilbud, skole og forældre
  • Arbejde med Campus Odsherred på at få satellituddannelser til f.eks. pædagog, sosu og lærer
  • Arbejder for at mennesker med særlige vilkår har muligheder for at udvikle og uddanne sig

Skole – Faglighed og trivsel går hånd i hånd

Folkeskolen er hjørnestenen i et demokratisk samfund, hvor børn bliver hele mennesker. Her skal de både lære at regne og læse – men også lære at være en del af et fællesskab. Trivsel, mental sundhed og faglig styrke går hånd i hånd.

Vi skal give skolerne ro til at undervise og tid til at tage sig af det enkelte barn. Det kræver flere voksne, trygge rammer og stærke samarbejder mellem skole, hjem og lokalsamfund. En god skole skal være et sted, hvor alle børn får mulighed for at lykkes.

Derfor vil vi i Socialdemokratiet:

  • Fastholde og udvikle en stærk folkeskole med plads til forskellighed
  • Understøtte inklusion og trivsel for alle
  • Bevare og udvikle det specialiserede skoletilbud i Herrestrup
  • Hurtig indsats og styrket samarbejde mellem familie, skolen og familieafdelingen
  • Fortsætte udbygningen af sund skolemad på alle kommunens skoler
  • Sikre lokal tilstedeværelse af skoler i hele kommunen
  • Gøre Odsherred til en attraktiv lærerkommune ved f.eks. at indgå en ny lokalaftale

Ældre – Et værdigt liv, hele livet

Alle mennesker fortjener en tryg og værdig alderdom. Det gælder både dem, der har brug for støtte, og dem, der kan klare sig selv – men ønsker fællesskab. Vores ældre skal opleve respekt, omsorg og medbestemmelse.

Vi skal investere i faglighed og varme i ældreplejen og sikre gode rammer for det levede liv. Samtidig skal vi skabe flere trygge boligformer og sociale tilbud, der modvirker ensomhed. Vi skal passe på dem, der har passet på os.

Derfor vil vi i Socialdemokratiet:

  • Sikre trivsel for både ældre, personale og pårørende
  • Fastholde og udvikle demensvenlige boliger og tilbud
  • Understøtte en stærk kommunal hjemmepleje med tryghed og kontinuitet
  • Udvide muligheden for fleksible hjælperordninger til ældre borgere
  • Styrke det tværfaglige samarbejde omkring ældrepleje
  • Skabe flere seniorvenlige bofællesskaber og støtte fællesskaber
  • Udvikle en ny ældrestrategi
  • Understøtte og styrke samarbejdet med de pårørende
  • Øge de ældres livskvalitet ved at tilbyde oplevelsesaktiviteter og arrangementer
  • Sikre tilskud til foreninger for 65+ medlemmer

Kulturen

Kulturen er kittet, der binder os sammen. Den findes på scenen, i fortællingerne, i kunsten fra gallerierne – og i de oplevelser, der sætter tanker og samtaler i gang. Kultur er også idræt, bridgeklubber, bylaug, brolaug, madkultur, ungdomskultur – alt hvad der rører os mennesker, alt det vi kan udtrykke. Kultur skaber glæde, fællesskab og identitet.

Det at have mulighed for samvær med ligestillede skal gælde for alle, uanset livsvilkår også for mennesker, der kræver særlige tiltag for at kunne deltage i samværsaktiviteter

Derfor vil vi i Socialdemokratiet:

  • Give plads til kulturelle tiltag i alle afskygninger
  • Opsøge og støtte kulturelle fællesskaber
  • Bruge kultur som middel mod ensomhed og mistrivsel
  • Være åbne for glæde, forskellighed og nye udtryk
  • Være specielt opmærksomme på de kulturelle vækstlag
  • Udbygge fritidsaktiviteter for mennesker med særlige behov

Erhverv – Et stærkt lokalt fundament

Et stærkt erhvervsliv er en forudsætning for at kunne finansiere vores fælles velfærd. De små- og mellemstore virksomheder er rygraden i kommunens erhvervsliv. Vores lokale virksomheder skaber job, lærlingepladser og innovation. De skal mærke, at kommunen er en samarbejdspartner – ikke en modspiller.

Vi skal fremme iværksætteri, understøtte det lokale erhvervsliv og sikre adgang til arbejdskraft og infrastruktur. Både by og land skal have muligheder for udvikling, og vi skal bruge grøn omstilling som drivkraft for vækst.

Derfor vil vi i Socialdemokratiet:

  • Være en foregangskommune for lokalt iværksætteri og udvikling af små- og mellemstore virksomheder
  • Gøre Odsherred mere erhvervsvenlig gennem partnerskab med virksomheder
  • Tiltrække nye virksomheder ved at udvikle attraktive erhvervsområder
  • Fremme håndværk, lokale fødevarer og grøn iværksætteri
  • Skabe muligheder for helårsbeskæftigelse og sæsonansættelser
  • Styrke de sociale klausuler i kommunens udbudspolitik

Grøn trepart og den grønne omstilling – Sammen om fremtiden

Klimaudfordringen er vor tids største fælles opgave – og den skal løses i fællesskab. Vi vil skabe en grøn trepart, hvor kommune, erhverv og civilsamfund forpligter sig på konkrete mål og samarbejde. Vi vil sikre biodiversiteten gennem flere naturprojekter, hvor både borgere og lokalsamfund kan være med. Naturen skal være rigere, vildere og tættere på mennesker.

Vi skal tænke bæredygtighed ind i alt fra byggeri til energiforbrug, fra naturpleje til borgerinddragelse, hvor vi sammen finder løsninger. Når kommunen selv bygger grønt, skaber vi standarden for fremtidens byggeri. Den grønne omstilling er ikke bare en nødvendighed, men en mulighed for lokal udvikling, innovation og fællesskab – hvis vi handler nu.

Derfor vil vi i Socialdemokratiet:

  • Skabe mere biodiversitet ved at give plads til vilde blomster, planter, insekter og fugle i vores grønne områder
  • Fremme biodiversitet ved at gøre kommunens arealer grønnere og mere mangfoldige.
  • Aktivt inddrage kommunens mange landliggere i sikring af biodiversitet – der er store naturværdier i kommunens mange sommerhusområder
  • Lade kommunen gå foran med bæredygtige bygge- og anlægsprojekter
  • Støtte energifællesskaber og lokale grønne investeringer
  • Inddrage borgere og erhverv i en grøn trepart
  • Have fokus på klimatilpasning, drikkevand og kystsikring samt fremme lokale, regionale og nationale løsninger

Frivillige og lokale ildsjæle – Fællesskabets rygrad

Frivillige og ildsjæle er med til at binde vores kommune sammen. I foreninger og lokale fællesskaber mødes mennesker om noget, de brænder for. De skaber glæde, fællesskab og mental sundhed, og de er med til at løfte både børn, unge og ældre. Derfor skal vi sikre dem gode vilkår, anerkende deres indsats og støtte dem i udviklingen. Uden foreningslivet ville vores kommune være et fattigere sted at bo.

Vi vil:

  • Understøtte muligheden for at deltage i foreninger og fællesskaber over hele kommunen
  • Gøre det lettere at være frivillig gennem administrativ støtte og kurser
  • Styrke samarbejdet mellem foreninger, skoler og institutioner
  • Målrette støtte til foreninger, der inkluderer socialt udsatte og børn og som forebygger ensomhed
  • Arbejde for lige adgang til moderne, velholdte og tilgængelige faciliteter

Rekruttering – Gode hænder og kloge hoveder

Vores velfærd afhænger af dygtige medarbejdere. Uden uddannet personale til at passe vores børn, pleje vores ældre og undervise vores unge går det hele i stå. Vi skal gøre det attraktivt at arbejde og leve i kommunen – både for lokale og tilflyttere. Det kræver gode arbejdsforhold, faglig udvikling og fokus på trivsel. Rekruttering er også bosætning, og derfor skal vi skabe helheder, hvor arbejdsliv og familieliv hænger sammen.

Derfor vil vi i Socialdemokratiet:

  • Sikre at Odsherred Kommune er en attraktiv arbejdsplads
  • Sikre stærk og tryg kultur omkring medarbejderindflydelse og f.eks. have fokus på selvstyrende teams
  • Fortsætte arbejdet med at udvikle arbejdsformer og fleksible arbejdstider
  • Øge fastholdelsen gennem fokus på arbejdsmiljø, udviklingsmuligheder og work/life balance
  • Styrke mulighederne for kompetenceudvikling og efteruddannelse

Turisme, Geopark, fællesskab og folkelig kultur

I Socialdemokratiet værner vi om de gode historier, der gemmer sig i alle vores lokalsamfund. Hver by rummer unikke fortællinger, som fortjener at blive fortalt – og delt.

Geoparken er et oplagt sted at samle disse kulturhistoriske perler. Når fortællingerne knyttes til oplevelser, vandreruter eller aktiviteter i landskabet, skaber vi en win-win: Vi styrker både den lokale identitet og Geoparkens betydning.

Vi ønsker en bæredygtig turisme, der skaber oplevelser for både besøgende og lokale. Allerede i dag ser vi inspirerende samarbejder mellem frivillige og turister – fx i projekter langs kysterne og i skovene. Det er den slags turisme, vi vil styrke.

Odsherred er udpeget som UNESCO-certificeret Geopark, og det skal komme både borgere og besøgende til gode. Vi ønsker at gøre Geoparken til ”UNESCOs og folkets Geopark” – et sted, hvor landskab, kulturhistorie, kunst og lokale råvarer smelter sammen og skaber udvikling med befolkningen i centrum.

Geopark-konceptet skal være en løftestang for vækst, stolthed og fællesskab i Odsherred.

Derfor vil vi i Socialdemokratiet:

  • Udvikle Geopark Odsherred som undervisnings-, kultur-, og turismemotor
  • Generobre (eller genskabe) Geopark Odsherred som borgernes geopark
  • Sætte fokus på vores lokalsamfunds kulturhistorier
  • Fremme naturbaseret og bæredygtig turisme i samarbejde med lokalsamfund
  • Investere i stier, cykelruter og naturformidling i hele kommunen
  • Styrke helårsturisme og lokale produkter i samarbejde med erhvervslivet

Sundhed – Nærhed og forebyggelse først

Et sundt liv starter med forebyggelse og nærhed. Vi skal sikre, at sundhedstilbud er tæt på borgerne – uanset hvor de bor. Det handler om adgang til praktiserende læger, mental støtte og aktivt liv. Især blandt børn og unge skal vi arbejde for bedre trivsel og mindre ensomhed. Vi tror på, at tidlig indsats kan spare både lidelse og ressourcer. Derfor skal vi prioritere sammenhængende og menneskenære løsninger.

Derfor vil vi i Socialdemokratiet:

  • Sikre højt kvalificeret hjælp til børn og familier, der har hjælp behov
  • Sikre en menneskelig og værdig hjælp og støtte til vores svageste børn og unge
  • Løfte den tidlige indsats med fokus på forebyggelse, sikre helhedsorienteret perspektiv og sammenhængende indsatser. 
  • Understøtte det borgernære samarbejde ved at være lydhør for at sikre medinddragelse og rette tværfaglige indsats. 
  • Udvide åbningstiden hos praktiserende læger om eftermiddagen og i weekender i fællesskab og samspil med Region Østdanmark og Sundhedsrådet.
  • Udvide de stærke genoptræningstilbud for at reducere senfølger fra kritiske sygdomme.
  • Tilbyde Sundhedsfaglige tilbud på skoler og uddannelsesinstitutioner.
  • Sikre og udbygge velkvalificerede kommunale institutioner til borgere med fysisk eller psykisk handicaps

 

Borgere med særlige behov – Lige muligheder for et godt liv

Alle mennesker skal have mulighed for at leve et godt og værdigt liv – også dem, der har brug for ekstra støtte i hverdagen. Borgere med særlige behov og deres familier skal mødes med respekt, forståelse og fleksible løsninger, der tager udgangspunkt i det enkelte menneske. Det handler om at skabe rammer for et liv med frihed, fællesskab og udvikling – uanset forudsætninger. Vi ønsker et samfund, hvor alle kan deltage i skole, arbejdsliv og fritidsliv på lige fod, og hvor hjælpen er til stede, når den er nødvendig.

Vores mål er, at borgere med særlige behov får samme adgang til frihed, uddannelse, job, fritid og fællesskab som alle andre. Vi vil skabe fleksible løsninger, der tager udgangspunkt i den enkeltes styrker og behov, og samtidig give støtte og aflastning til familier, der lever tæt på disse udfordringer i hverdagen

Derfor vil vi i Socialdemokratiet:

  • Sikre hurtig, gennemsigtig og retfærdig sagsbehandling, præget af tillid og dialog
  • Forbedre tilgængeligheden i byrum, offentlige bygninger og kommunale tilbud
  • Støtte foreninger og aktiviteter, der fremmer inklusion og deltagelse for alle
  • Tilbyde bedre aflastning og rådgivning til familier med børn med særlige behov
  • Skabe flere muligheder for fleksjob og udviklingsforløb til voksne med særlige behov