S foreslår opførelse af kommunalt plejecenter

Udgivet: 26. maj 2025

Socialdemokratiets spidskandidat, John Larsen, melder nu klart ud, at Socialdemokratiet er modstander af flere kommunale aktieselskaber og lignende konstruktioner - derfor skal et nyt plejehjem ikke ledes af bestyrelser med fokus på profit.

"Sporene fra forsyningen skræmmer. Vi skal have ansvar, muligheder og kompetencer tilbage til borgerne og Byrådet".

John Larsen opfordrer til omgående handling efter langvarig stilstand i Odsherreds Kommunes plejehjemsplanlægning. Han ønsker, at processen mod opførelsen af et nyt kommunalt plejehjem sættes i gang med det samme.

– Det er nu to og et halvt år siden kapacitetsanalysen fra 2023 blev offentliggjort. På trods af tydelige advarsler om kommende mangel på plejehjemspladser, er der endnu ikke sket noget konkret. Det er uholdbart. Derfor har jeg bedt vores byrådsgruppe om at sætte et punkt på dagsordenen til næste byrådsmøde, hvor vi foreslår at igangsætte processen for et nyt plejecenter. Det skal ske nu, så udgiften – anslået til 16 millioner kroner – kan indgå i budgettet for 2026, siger John Larsen.

Ifølge analysen vil kommunen mangle mellem 39 og 65 plejehjemspladser inden for de næste tre til fire år. På trods af at analysen har været behandlet politisk siden marts 2023, er der ikke truffet beslutninger, som bringer et nyt plejecenter tættere på virkeligheden.

– Vi står over for et akut behov. Antallet af ældre stiger, og vi har en forpligtelse til at sikre ordentlige rammer for plejen. Et nyt plejecenter er nødvendigt – og det skal bygges på den viden, vi allerede har. Sidste år blev Bobjergcentret i Asnæs kåret som et af landets fem bedste plejehjem. Vi ved, hvad der virker. Den erfaring skal vi bruge som fundament, understreger John Larsen.

Socialdemokratiet ønsker, at det nye plejehjem planlægges med afsæt i lokale behov og eksisterende succesfulde erfaringer, og at projektet indgår som en prioritet i den kommende budgetproces.

Chatgpt Image 26. Maj 2025, 21.38.55 (1) Billede fremstillet af ChatGPT AI