Regionsvalg 2025

Thomas Adelskov

Opstillet for Odsherred til den nye Region Øst. 
Tidligere beskæftigelse: Daghøjskolelærer, folketingsmedlem, borgmester. 
Privat: Gift med Sara Kindberg Adelskov, 3 sønner. 60 år.

Politisk karriere
Medlem af folketinget 2000-2010. Borgmester i Odsherred 2010-2022. Tidl. bestyrelsesmedlem KL, tidl. formand for KL Social- og Sundhedsudvalg. Byrådsmedlem og viceborgmester 2022-.

Ny Region – nye opgaver
De store overordnede opgaver for vores nye fælles Region Øst bliver sikring af en bredere lægedækning og ligeligt sundhedstilbud på hele Sjælland. At få løftet psykiatrien og få succes med 10-årsplanen. At skabe et bedre, nært og sammenhængende sundhedstilbud.

Hvor kan jeg bidrage?
Sjælland skal lykkes med at skabe bedre og mere sammenhængende sundhedstilbud. Det lykkes, når kommunerne og regionen i fællesskab sætter borgernes behov i centrum. Det kræver et tæt samarbejde, klare aftaler og et godt kendskab til hinandens opgaver og udfordringer. Sundhedsreformen flytter fremover mange opgaver fra kommunerne til regionen. Skal det lykkes at give borgerne et bedre og mere sammenhængende sundhedstilbud og hjælp er det afgørende, at kommunerne og regionerne spiller langt bedre sammen for at løse opgaven, både i det helt nære og omkring vore sygehuse. Derfor bliver det også afgørende, at vi får de nye sundhedsråd til at fungere. Her skal kommunerne og regionen i fællesskab træffe beslutninger om at prioritere indsatser og løsning af sundhedsopgaverne.
Jeg tror, at jeg kan bidrage i den proces. Med mine erfaringer fra borgmesterkontoret i en mindre vandkantskommune og fra arbejdet i KL har jeg et indgående kendskab til de opgaver og processer kommunerne har arbejdet med, og kendskab til de knaster, der har været mellem kommuner og regioner. Mit fokus, i den nye fælles Region Øst, vil derfor særligt være på de nye sundhedsråd og samarbejdet mellem kommunerne og regionen, om mere sammenhænge mellem indsatserne og sundhedstilbuddene for borgerne.

Kandidater til kommune- og regionsvalg